Byer i forvandling - 2023
Her kan du læse om den tidligere udstilling 'Byer i forvandling'

Beskrivelse fra udstillingens åbning
Byer i forvandling
Denne udstilling har fået titlen ”Byer i forvandling”, og i den statelige gamle bygning har hver bydel fået sit eget rum, hvor man kan få et indblik i udviklingen.
”Med den her udstilling går vi lidt op i helikopterperspektiv,” siger Stadsarkivar Mette Henriksen. Hun står ved et stort kort over kommunen med sirligt snirklede stednavne, og store tomme flader. Bag hende hænger et kort over kommunen som den ser ud i dag, og med et enkelt blik kan man se, hvordan de åbne vidder er blevet omdannet til rækkehus kvarterer, erhvervsområder og uddannelsesinstitutioner.
En af hovedarkitekterne bag udviklingen af Virum var kommuneingeniør i Lyngby-Taarbæk Kommune J.A.C. Rastrup. Han var på mange måder en frontløber, for det var første gang i Danmark, at man planlagde en hel forstad på en bar mark. Etableringen af en S-togsstation var vedtaget, men en velfungerende by skulle også have en række andre vigtige institutioner. Ved hans ”skrivebord” i udstillingen kan man helt konkret se nogle af de byggeklodser, der skulle til for at skabe en helt ny bydel.
Her var indtænkt boliger, grønne områder og et bycentrum ved Virum Torv med posthus, apotek, biograf og forretninger. Principper som gik igen, da man anlagde rækkehusbebyggelsen syd for Virum landsby og senere de tre 14-etagers højhuse med butikstorv ved Sorgenfri Station i 1950’erne.
”Det er tankevækkende, at han da han blev ansat sad som stort set ene mand på området, og da han forlod jobbet, var der 400 mand ansat i afdelingen,” siger Mette Henriksen.
Som altid sætter arkivet en del af sin egen samling i spil, så de luftfotografier og billeder, der vises, også er suppleret med malerier, effekter og i dette tilfælde sjove satiretegninger fra samlingen.





